Hvorfor starte til klaver?

Velkommen til min blog!

Dette er mit første indlæg, og jeg håber, at mine tanker om klaverspillet kan hjælpe jer på rette vej.

Et af de første spørgsmål, der kan melde sig, lyder naturligvis: Hvorfor burde jeg eller mine børn starte til klaver?

Først spørgsmålet om børnenes start.

Det er min overbevisning, at musikundervisning som sådan er en gave, alle børn har gavn af. Utallige studier1 viser, at børn, der spiller musik, klarer sig væsentligt stærkere i skolen. Det er den rent kognitive fordel. Hertil kommer, at børnene får erfaring med at optræde for andre og præstere i mere eller mindre pressede situationer. Dette kan komme børnene til gode ved fremtidige akademiske fremlæggelser og præstationer i skole, gymnasium eller universitetet.
Alle disse goder ved musikken er dog praktiske. For mig at se er den største gave netop musikken i sig selv. Den rigdom, der gemmer sig i det uendelige musikalske univers, er noget, enhver fortjener at have del i. Musik omgiver os konstant i hverdagen, og derfor er det en kæmpe berigelse, at man i voksenlivet er indforstået med musikkens byggesten. Hvis man én gang har spillet musik, vil man aldrig kunne høre musik på samme måde igen. Det er en gave for livet!
Men hvorfor så vælge klaveret?
Klaveret er et af de få instrumenter, hvor man får en visuel forståelse af tonernes indbyrdes forhold. Tonerne i sig selv er fælles for alle instrumenter, men de ses umiddelbart som tangenter på klaveret, og det giver en uvurderlig indsigt, hvis man en dag får lyst til at kaste sig over et andet instrument som fx guitaren eller violinen, hvor tonerne udføres på mere abstrakt vis.
Ydermere er der på klaveret mulighed for at spille mange toner af gangen, og det giver eleven akkord-forståelse. Det vil i praksis også sige, at det meste musik kan spilles på klaver, og derfor er en de største gevinster evnen til at kunne akkompagnere fællessang. En fødselsdag eller juleaften bliver altid en tand rigere, hvis én i selskabet kan sætte sig ved et klaver og spille med på sangene!


Den voksnes overvejelse:

Læs også mit andet indlæg: Kan man være for gammel til at starte med klaver?

Du har måske ikke spillet musik før, og du har gennem livet undret dig over, hvad de toner mon egentlig er for en størrelse.
Det behøver ikke blive ved din undren, du kan stadig nå det! Mange tror, det er for sent at starte som voksen, men det er en myte (læs det andet indlæg). Hvor barnet har nogle fordele som nemmere instinktiv tilgang til musik, har du som voksen nemmere ved at forstå den matematiske og intellektuelle del af musikken; ting, som nodelæsning, rytmer og musikalsk tolkning. Det rent motoriske vil vise sig intet problem at lære – det vigtige er, at man har tiden til at øve sig, og det ikke nødvendigvis mere end et kvarter på hverdage.
Klaveret giver en indlysende indsigt i tonernes natur, da man kan se og nemt overskue alle tonerne som tangenter. Det giver også fordelen at kunne spille fx de underliggende akkorder, typisk i en venstre hånd, og samtidig spille melodier i en højre hånd. Ved fokuseret øvning, vil du efter et år kunne spille enkle sange uden problemer, og efter et par år, ville du kunne imponere i selskabeligt lag ved at akkompagnere til fællessange. Dette naturligvis, hvis det er den vej, man ønsker at gå med klaveret. De fleste lærer også at spille klassisk musik, og det er en stor fornøjelse at kunne fremføre små klassiske værker, enten for sig selv eller for andre. Alt dette kan sagtens læres i voksenlivet og hører ikke kun dem til, der har spillet fra barns ben.
Selve øvningen er måske noget af det, du som voksen vil sætte mere pris på. Det er vidunderligt at kunne slå hjernen både fra og til og fordybe sig i denne “flow-tilstand”, som nogle kalder det, hvor fornemmelsen af tid og sted forsvinder og hermed også hverdagens bekymringer og sorger. Nogle forskere i musikkens påvirkning af sindet vil også argumentere for, at eleven vil opleve øget grad af fokus i hverdagen og øget koncentration i problemløsning.
Jeg kan derfor kun anbefale den voksne, der har lyst til at spille klaver, til straks at give sig i kast med det, da der venter en verden af musik forude.

____________________________

1 – Dana Foundation (2008): The Dana Consortium Report on Arts and Cognition. Learning, Arts, and the Brain

– Lewis, Thomas 1994: The Case for Music in the Schools, i Phi Delta Kappa, 1994

– Shaw, Rauscher, Levine, Wright, Dennis, og Newcomb (1997): Music Training Causes Long-Term Enhancement of Preschool Children’s Spatial-Temporal Reasoning i Neurological Research, Vol. 19, February 1997

Følg og synes gerne godt om

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *